Kultus og de syv sakramenter

Himlenes og Jordens tilværelsesgrund
er et almægtigt åndelig-fysisk Gudsvæsen,
som faderlig går foran sine skabninger.

Kristus, gennem hvem menneskene opnår
genoplivelse af den hendøende jordtilværelse,
er til dette Gudsvæsen som den i evighed fødte søn.

I Jesus trådte Kristus som menneske ind i
Jordens verden.

Jesu fødsel på Jorden er en virkning af

Den Hellige Ånd, som for åndeligt at helbrede syndesygen
ved det legemlige i menneskeheden,
beredte Marias søn til bolig for Kristus.

Kristus Jesus har lidt korsets død under Pontius Pilatus
og er blevet sænket ned i jordens grav.

I døden blev Han hjælperen for de døde sjæle,
som havde mistet deres guddommelige væren.

Så overvandt Han døden efter tre dage.

Han er siden denne tid Herre over himmelkræftenes på jorden
og lever som fuldføreren av
verdensgrundens faderlige gerninger.

Til verdens fremgang vil Han engang forene
sig med dem, som Han ved deres holdning
kan fravriste materiens død.

Gennem Ham kan Den Helbredende Ånd virke.

Samfund, hvis lemmer føler Kristus i sig,
tør føle sig forenet i én kirke som alle tilhører,
som fornemmer Kristi helsebringende magt.

De tør håbe på syndesygens overvindelse,
at menneskevæsenets videre beståen
og på bevarelse af deres for evigheden bestemte liv.

Ja, så er det.

Litteratur: Brochurer om de enkelte sakramenter ligger fremme i Kristensamfundet.
Evelin Capel: “The seven Sacraments” Floris books.

Med bevidstheden om, at Mennesket er en evig individualitet, der er sendt til jorden til et nyt liv, døbes børnene indtil det 14. år. De døbes med tre jordiske stoffer: vand, salt og aske, som den Opstandne i dåbsøjeblikket virker igennem. Barnet kan således opleve, at Kristus er virksom her på jorden. Når forældrene vælger at lade deres barn døbe, stiller de det ind i en sammenhæng, hvor mennesker lever bevidst med kristendommen. 

Ved at lade barnet døbe føjer forældrene det ind i en ny dimension, der går ud over den kun jordiske og naturlige. Ved fødslen bliver barnet en naturnødvendig del af en slægt; ved dåben stilles det ved forældrenes frie beslutning ind i et åndeligt slægtskab, menigheden. Forældrene vælger to gudforældre, som ikke er fra familien, hvis opgave det er at følge barnets udvikling op gennem barndommen og gerne længere, at være forældrenes samtalepartnere ved større beslutninger i barnets liv, at være personer, barnet senere kan opleve som ældre venner og som støtter i det religiøse liv. 

I Dåben skal hverken forældre eller gudforældre sige ja til den kristne tro på barnets vegne. Barnedåben er en gave, som barnet modtager til hjælp i barndommen og kan som sådan ikke udskydes til barnet selv bliver i stand til at beslutte om det vil døbes.

I pubertetsårene, hvor livet går ind i en ny fase, opstår der usikkerhed på mange områder. Både legeme og sjæl gennemgår store forandringer. Barndommen svinder bort og dette opleves bevidst eller ubevidst som en slags død. I den rådløshed barnet nu befinder sig i, skal det begynde at finde sig selv. I Konfirmationen hører børnene, at de nu går ind i en ny livsalder, hvor de fra at blive ført af de voksne, nu skal begynde at føre sig selv, og at Kristus vil være deres fører, hvis de søger Ham. Konfirmationen indeholder også en forbøn for de unge og en velsignelse af den enkelte. I Konfirmationen skal konfirmanden ikke sige ja til noget. Ligesom Dåben er Konfirmationen en ren gave og behøver således ikke at ses i umiddelbar sammenhæng med dåben. Alligevel bliver et barn døbt i god tid før Konfirmationen, hvis det ikke er blevet døbt som lille.

Konfirmationen går direkte over i Menneskevielsens Handling, hvor konfirmanderne modtager nadveren for første gang. Idet de modtager lidt af det uforgængelige liv og opstandelseskræfterne i brødet og vinen (se under Menneskevielsens Handling), får del i den kraft, der overvinder døden. Netop forholdet til døden undergår en forandring i puberteten.

Der går et års forberedelse forud for selve Konfirmationen, der altid finder sted i påsketiden, som varer til Kristi Himmelfart. Barnet bliver konfirmeret, når det går i sit 15. år.

Litteratur: Sven-Åke Lorentson: “Om Konfirmasjonen i Kristensamfundet” Antropos

I Kristensamfundet har nadvergudstjenesten et navn: Menneskevielsens Handling. At vie er at forene. I Brudevielsen for eksempel forenes mand og kvinde; i Menneskevielsens Handling forenes mennesket med den opstandne Kristus. Navnet peger hen på en handling, som den guddommelige verden fuldbringer sammen med os mennesker.

Menneskevielsens Handling begynder med årstidsbønnen, der føjer os ind i den aktuelle højtid. Derefter forløber Handlingen i fire trin: Det første trin er evangelielæsningen der følges af en kort prædiken (om søndagen) og bekendelsen.

Det andet trin er offeret. At ofre vil sige at give, men hvad er det vi giver? Foruden brød og vin (druesaft) kan vi give – eller ofre – os selv, dels i en erkendelse af vor ufuldkommenhed, dels idet vi giver det bedste vi har i os – vor beredvillighed til at møde og tage imod den Opstandne i tanke, følelse og vilje.

I og med offeret er grundlaget skabt for det tredje trin: Forvandlingen. Nu kan den Opstandne forbinde sig med (tage bolig i) brødet og vinen og mennesket. Den Opstandne forbinder sig lige så tæt med brødet og vinen som vi er forbundne med vores kød og blod. Derfor kan vi betragte brødet og vinen som Kristi legeme og blod.

Den fjerde del er kommunionen, hvor deltagerne med brødet og vinen kan modtage Kristi legeme og blod og dermed opstandelseskræfterne i et nadverfællesskab. Der skabes et fællesskab mellem den Opstandne og de enkelte mennesker og mellem disse indbyrdes.

Salmesang og prædiken har en mindre fremtrædende rolle – vægten ligger på de fire ovenstående trin.

Litteratur: Kurt von Wistinghausen: “Den nya gudstjänesten” Kristensamfundet, Stockholm.

Vi kan alle blive slået ud af kurs, komme ud, hvor vi ikke kan bunde, eller gøre noget vi fortryder.  For at komme videre kan man vælge at modtage skriftemålets sakramente. Der udtaler man i præstens nærværelse, hvori vanskelighederne består; dermed får man en mulighed for at se sig selv udefra, at få afstand til og således en objektivering af den givne situation. På denne måde kan man efterhånden komme til en ny forståelse af sin skæbne og forsone sig med den.

Skriftemålet munder ud i et møde med den Opstandne, som gennem de sakramentale ord præsten udtaler, giver styrke til at bære sin skæbne og til at fortsætte livet. Det er ikke præstens opgave at tage stilling til eller bedømme noget.

Litteratur: Julian Sleigh: “Livskriser” Antropos, Norge

For at et sakramente kan finde sted i et givet øjeblik, må der være et menneske, som kan formidle det. En sådan formidling kræver mere end det enkelte menneske er i besiddelse af. Gennem Præstevielsens Sakramente gives der en fuldmagt, som den, der er blevet viet, til stadighed må holde levende ved daglig fordybelse. Efter et studium af individuel længde på et af Kristensamfundets tre seminarier (Stuttgart, Hamburg og Chicago) kan Præstevielsen finde sted. Ved denne bliver kandidaten iført de kultiske klæder og salvet.

Når døden nærmer sig, kan den syge modtage Den sidste Olies sakramente. Hvis den pågældende er ved bevidsthed og ønsker det, kan vedkommende inden Den sidste Olie sammen med præsten se tilbage på det liv, der er ved at gå til ende og derefter modtage Skriftemålets Sakramente (se dette) og Nadveren. Den sidste olie gives også hvis den pågældende er uden bevidsthed, men da uden de to nævnte sakramenter. Ved Den sidste Olie læses et stykke fra Johannesevangeliets kap. 17 og tegnes tre kors med viet olie på den døendes pande. Derved får sjælen lettere ved at slippe kroppen og gå over i den åndelige verden, hvis tiden er inde. Hvis mennesket kommer sig, er det muligt at modtage sakramentet igen, hvis der på ny optræder en alvorlig sygdom. 

Efter dødens indtræden følger bisættelsen, som ikke er et sakramente, idet kun det levende menneske kan modtage et sådant.

Selve bisættelsen finder sted tidligst tre dage efter dødens indtræden; i den tid kan kisten stå hjemme eller i Kristensamfundet, så de pårørende har mulighed for at tage afsked. Efter dette tidsrum følger udsigningen og selve bisættelsen, der ifølge Rudolf Steiner er et spejlbillede af den modtagelsesfest den afdøde får i den åndelige verden. På en af de nærmest kommende lørdage kan der holdes en såkaldt “Mindehandling”, en Menneskevielsens Handling i hvilken den afdødes navn nævnes i en forbøn. 

Børn som dør før det 14. år bliver begravet med et andet ritual, end det der bruges til voksne, da barnets vej ind i den åndelige verden efter døden former sig anderledes.

Litteratur: John Baum / D.Bartz Johannesen: “Når døden kommer ind i livet” Vidarforlaget
Flere:”Om Døden” Kristensamfundet