Konfirmation

I pubertetsårene, hvor livet går ind i en ny fase, opstår der usikkerhed på mange områder. Både legeme og sjæl gennemgår store forandringer. Barndommen svinder bort og dette opleves bevidst eller ubevidst som en slags død. I den rådløshed barnet nu befinder sig i, skal det begynde at finde sig selv. I Konfirmationen hører børnene, at de nu går ind i en ny livsalder, hvor de fra at blive ført af de voksne, nu skal begynde at føre sig selv, og at Kristus vil være deres fører, hvis de søger Ham. Konfirmationen indeholder også en forbøn for de unge og en velsignelse af den enkelte. I Konfirmationen skal konfirmanden ikke sige ja til noget. Ligesom Dåben er Konfirmationen en ren gave og behøver således ikke at ses i umiddelbar sammenhæng med dåben. Alligevel bliver et barn døbt i god tid før Konfirmationen, hvis det ikke er blevet døbt som lille.

Konfirmationen går direkte over i Menneskevielsens Handling, hvor konfirmanderne modtager nadveren for første gang. Idet de modtager lidt af det uforgængelige liv og opstandelseskræfterne i brødet og vinen (se under Menneskevielsens Handling), får del i den kraft, der overvinder døden. Netop forholdet til døden undergår en forandring i puberteten.

Der går et års forberedelse forud for selve Konfirmationen, der altid finder sted i påsketiden, som varer til Kristi Himmelfart. Barnet bliver konfirmeret, når det går i sit 15. år.

Litteratur: Sven-Åke Lorentson: “Om Konfirmasjonen i Kristensamfundet” Antropos